Jeg blev voldtaget – her er min historie:

Jeg skrev et indlæg omkring voldtægt for nogle uger siden. Det kan læses ved, at klikke her.

Den vej igennem fik jeg kontakt til en kvinde, som nok er et af de modigste mennesker, som jeg har været i kontakt med. Hun blev voldtaget, og vil gerne fortælle sin historie. Hun blev meget oprørt over, at læse, hvor mange der rent faktisk gav offeret skylden helt eller delvist for voldtægten. Hendes intention med at dele sin historie er, at alle folk skal vide, hvor meget en voldtægt påvirker offeret. Måske vil dette få vendt skuden lidt mht. at falde i med dumme kommentarer, og give offeret skylden, hvis man rent faktisk ved, hvad en voldtægt gør ved offeret.

Hun har fået et andet navn (af mig altså), da hun har venner, kollegaer og andre bekendtskaber, som ikke kender til hendes baggrund og voldtægten. Hendes rigtige navn er derfor mig bekendt, men hun vil blive kaldt Jette i indlægget.

Historien kan virke lang for nogen, men jeg vil anbefale dig at læse den alligevel. Jeg har ikke redigeret synderligt meget i den. Blot rettet lidt til, så det gav bedre mening. Jeg kunne sagtens have skåret noget fra, så man “bare” kunne læse det mest actionprægede, men så ville historien ikke være Jettes. Og alt hvad der er skrevet har en rød tråd.

En ting jeg lagde mærke til, da jeg læste Jettes historie var, at alle fortællinger om ting op til og bagefter, var i datid. Dette er i Jettes fortid i hendes hjerne. Men da Jette skrev om selve voldtægten, ændrede skriveformen sig pludseligt til nutid. Dette vidner kun om, at dette sidder så dybt i Jette, at hun den dag i dag stadig kan huske voldtægten, som var den sket for en time siden. Og at man ikke “bare” kommer videre.

 

Dette er Jettes historie uden nogle former for censurering. 

Jeg er blevet opfordret til at skrive min historie. Min historie er, at jeg blev voldtaget.

Det skete 3 dage før min 20 års fødselsdag, og det er 36 år siden den dag i dag.

Mit liv var dengang sammen med min forlovede på 3. år, som senere blev min mand. Vi havde 3 måneder før voldtægten været ude for den sorg, at min bror på 25 år blev myrdet. Den sorg medførte, at jeg fik en spontan abort, og mistede vores første barn, da jeg var 12 uger henne.

Vi boede på landet. Godt og vel 1 km ude af en grusvej med skoven på den ene side, og en lergrav på den anden side. Som I nok kan forestille jer, var det langt ude på landet, og ikke med en nabo lige i nærheden.

Dagen, hvor det skete…

Min forlovede som sædvanligt taget på arbejde om morgenen. Jeg havde ikke noget arbejde, da jeg blev afskediget pga. sygemeldingen efter min brors mord, og den spontane abort

Om formiddagen kom en veninde på besøg. Vi drak noget kaffe og hyggede os. Vi valgte at tage vores knallerter, og køre op og købe agurker oppe ved et gartneri. Vi stod og snakkede med manden der ejede gartneriet, og bemærkede kort en anden mand, som hentede nogle agurker til et grøntmarked. Vi så ikke mere til ham oppe ved gartneriet. Min veninde og jeg kørte hjem til mig, og kort tid efter kørte min veninde hjem.

Jeg var i gang med at forberede noget til min 20 års fødselsdag, da det ringede på døren. Da jeg åbnede døren, stod manden fra gartneriet derude. Han spurgte venligt om vej, og jeg gik ind for at finde en lokal telefonbog med kort i.

Da jeg gik ud til gangen, stod han pludseligt ved døren ind til køkkenet, og spurgte om et glas vand. Jeg nåede ikke at reagere, før han tog fat i mig. Jeg fik revet mig løs, skreg højt, og løb ind i stuen for at komme ud af terrassedøren, men nåede ikke derhen. Han væltede mig omkuld på gulvet. Jeg prøvede at vride mig løs, men han var for stærk. Han klemte sin ene underarm mod min hals, og fik flået mine bukser og trusser i stykker med den arm han havde fri, og voldtog mig.

Selve voldtægten vil jeg ikke komme med nærmere beskrivelse om. Det kan jeg mærke, at jeg ikke kan.

Da han klemte sin underarm mod min hals vidste jeg, at jeg ikke kunne slippe væk på nogen måde. Jeg havde følelsen af, at gjorde jeg for meget modstand, ville det blive meget slemt for mig.

Jeg vidste, at jeg var alene med ham. Vi var 1 km inde af en grusvej, og ingen kunne hjælpe mig. Jeg havde skreget, og ingen kom. Jeg var alene med ham.

Politiets indsats…

Efter han var kørt ringede jeg til politiet. Jeg tror, der gik noget tid før jeg ringede. Jeg fik i hvert fald låst døren først, kan jeg huske, og jeg fik også et glimt af hans store kassevogn.

Da politiet kom, tog de mig med på stationen, imens de tog fingeraftryk etc. i mit hjem med det hvide pulver.

En afhøring efter en voldtægt, er ikke noget jeg ønsker for nogen!

De kørte i det samme igen og igen. Jeg ved godt, det for at finde ud af, om man lyver og opdigter det. Men det er rigtig modbydeligt, at man skal fortælle det samme igen og igen, hvor spørgsmålet måske bare bliver lavet lidt om, og så starter det forfra igen. Jeg tror afhøringen varede 3-4 timer i alt med undersøgelsen af mig.

Min forlovede fik først besked om det, da han kom hjem. Han kunne se, at politiet havde været der pga. det hvide pulver og afspærring. Politiet havde kontaktet hans arbejde, men de havde ikke videregivet beskeden.

Han skulle dog også lige igennem en afhøring før vi måtte se hinanden. Det var med henblik på min troværdighed, at de afhørte ham. Først derefter blev vi genforenet, og sat i en politibil der kørte mod København. Vi skulle se på billeder i deres billede-kartotek. Det var før computere kom til.

Jeg fik udpeget voldtægtsmanden, og det viste sig, at jeg ikke var den første, han havde voldtaget. Han havde været i fængsel flere gange for voldtægt. Et par dage efter udpegede jeg ham også blandt 5 andre til en opstilling – meget som man ser på film.

Tys tys – vi snakker ikke om det!

Så skulle hverdagen i gang igen. Min forlovede fik mig overbevist om, at der ikke skulle snakkes om voldtægten. Så det var kun nogle meget få venner/veninder, min søster og min mor, der kendte til det. De fik det kort at vide, og så blev der ikke snakket mere om det. Jeg fik heller ikke tilbudt krisehjælp, som man gør i dag.

Retssagen kom først over 1 år efter. Den var forfærdelig. Jeg fik at vide af politiet, at han i denne omgang stod anklaget for 3 tilfælde, og at jeg havde været heldig. Han havde slået et af de andre ofre ret voldsomt, og hun havde stadig mén efter det, selvom det var 2 år siden det fandt sted.

Han fik en behandlingsdom, og ville ikke kunne blive udskrevet før tidligst 8 år efter.

Voldtægtsoffer – og alligevel et almindeligt menneske…

Jeg ændrede mig efter voldtægten, og det gjorde mine veninder også. Jeg tror ikke rigtigt, at de længere vidste hvad de skulle sige til mig – de ville skåne mig efter voldtægten, men det medførte en stor afstand mellem os.

Derefter har jeg ikke haft nogen rigtige veninder, som jeg har været fortrolige med. Jeg har altid holdt en vis afstand, og så har de på en pæn måde fjernet sig fra mig. Ellers fjernede jeg mig fra dem, da jeg fik løftet sløret lidt omkring voldtægten, og derefter følt, at de var kommet for tæt på mig.

Mit forhold til min forlovede gik i stykker 2 år efter, og jeg er ikke i tvivl om, at voldtægten havde en del af skylden.

Jeg følte ikke, jeg var god nok mere…

Mit forhold til mænd har været ret kaotisk siden. Jeg har tit afvist nogen, fordi jeg ikke har syntes, at jeg var god nok til dem. Jeg har valgt dem, som havde svært ved at få fat i en pige. Ellers har jeg valgt dem, der nok egentligt mere havde brug for en mor end en kæreste. Én der kunne sørge for dem, vaske deres tøj, lave deres mad, sørge for børnene – som jeg i øvrigt fik 5 af. Det har holdt mig i gang, at have mine børn.

Alle mine forhold til mænd, gik i stykker. Jeg hang fast i den holdning jeg fik påduttet – at man ikke talte om det. Og den hemmelighed kan intet forhold holde til. Når jeg enkelte gange fortalte en kæreste om det, blev de ved at sige: ”Det er jeg ked af at høre!” med gråd i stemmen. For pokker da! Jeg kunne ikke fortælle om det, og så ende med at skulle sidde og trøste dén, jeg fortalte det til. Det kunne jeg ikke holde til. Derfor endte det ud i, at jeg sagde: ”Nåhhh, det så længe siden. Det er jeg kommet over!” Men det er jeg jo slet ikke….

Jeg har ikke snakket med nogen omkring det, før for et par år siden. Jeg blev ven med en psykoterapeut, og har haft nogle gode samtaler med hende. Jeg havde dog svært ved, at åbne mig op for hende i starten, men hun var god til at stille de rigtige spørgsmål.

Et voldtægtsoffers varige mén…

Jeg har siden voldtægten aldrig åbnet døren for nogen, når det har ringet på, før jeg havde kigget ud af vinduet. Jeg åbner slet ikke døren, hvis jeg er alene hjemme, medmindre jeg venter gæster.

Jeg kan stadig drømme om selve dagen hvor det skete, og i drømmen prøver jeg at flygte. Jeg prøver at komme væk, og får ham væk fra mig.

Jeg har i mange år på intet tidspunkt gået alene ude om aftenen og om natten. Jeg gør det helst heller ikke nu. Jeg er nået dertil nu, at jeg nogen gange vælger at gå, i stedet for at ringe efter en taxa – men det er med nøglerne i hånden, og hjertet oppe i halsen. Nøglerne er til at slå, kradse og rive med.

Jeg kan selv se, at mange af de ting jeg gør, gør jeg pga. voldtægten.

Jeg har været single i 4 år. Mine 2 sidste rigtige kærester var alkoholikere, og de andre har været typer, man fik ondt af. Jeg tror ikke jeg har elsket nogle af dem. Jeg ved, at jeg elskede min første mand. Ham jeg var sammen med, da det skete.

Jeg kunne nemt få en kæreste, hvis jeg valgte ud fra samme kriterier, som jeg har gjort i mange år, men det vil og kan jeg ikke mere. Samtalerne med psykoterapeuten har gjort, at jeg har arbejdet lidt med mig selv.

Husk dette…

Jeg vil slutte af med at understrege, at ingen kvinde nogensinde vil komme sig 100 procent over en voldtægt. Den vil forfølge hende resten af livet. Der vil opstå ting i livet, som pludselig vækker et minde. Fx er der ingen, der skal komme til at ligge sin arm over min hals. Jeg går i panik.

I dag får man heldigvis tilbudt krisehjælp, som gør det nemmere, at lære at leve med det, og den bør man tage imod. Snak om det med nogle fortrolige, der kan og vil støtte.

Ingen er selv skyld i, at de bliver voldtaget.

Og ingen skal svines til, fordi de er blevet voldtaget.

 

 

 

Tak fordi i læste med. Det betyder utrolig meget for Jette, at hendes historie kommer ud.

Tusind tak til dig Jette, for at dele din historie. Det kræver mod og styrke!

Er der spørgsmål til Jette, bedes i skrive det i kommentarfeltet. Så vil jeg samle dem sammen, og sørge for at Jette får dem.  

 

 

Det ville være super dejligt, hvis du fandt mig på Instagram og Facebook, hvor der også vil være lidt forskelligt at læse:

Facebook: Gladmor.dk

Instagram: Gladmor