Nu slæber du f***** det barn ud af butikken – selvom det skriger!

 

Jeg er stor tilhænger af, at man kan sige ordet: NEJ. Og mene det. Og endnu vigtigere – at man kan holde fast i det NEJ.

 

Ikke fordi man skal bruge det til alt, men ordet nej, er vigtigt at kunne sige, når man har et barn. Hvis du vil vide, hvor jeg bygger min påstand fra, kan du læse den her artikel.

Jeg har prøvet følgende scenarie:

Andreas havde været udfordrende (et andet udtryk for decideret møgirriterende opførsel!) siden vi stod i kø i Føtex. Ikke fordi han ville have en Mini-Muh ved kassen (dem aner han nemlig ikke hvad er) – næ nej. Han ville bare gerne teste sin mor, hvilket han gør ret tit. Det er åbenbart sjovt, når man er 2,5 år. Og vist nok også ret sundt – selvom man i nogle situationer har lyst til at bytte dem ud med en tøjbamse fra legetøjsafdelingen. MEN, Andreas havde været udfordrende. Da vi er på vej ud af Føtex, tager han en vare op af posen og kaster på gulvet (for 5. gang). Jeg havde advaret ham om, at gjorde han det igen, var det slut med at gå selv – så ville han komme op på armen (laaangt væk fra posen). Så da han gør det igen, og som prikken over i’et griner kækt da han gør det, må jeg tage affære. Jeg siger til ham, at nu kommer han op på armen, fordi han kastede den lange rulle med makrel på gulvet IGEN. Og så går der en djævel i ham. Som i følgende scenarie: Han når at kaste sig halvvejs baglæns, skriger og råber NEEEEEEEJ. Jeg når at afværge hans forsøg på at kaste sig ned, tager ham under armen, som en af de der sjovt-formede bolde de amerikanske storarmede fyre altid har under armen, og går med et SKRIGENDE barn ud af Føtex og hele vejen ud af centeret imens alle glor meget. Og jer der glor. Har i aldrig set et surt barn før eller hvad? 🙂

Kunne jeg bare have ladet vær med at reagere, og undgået konflikten? Ja det kunne jeg da – men hvad havde jeg så lært mit barn? Jeg havde lært ham, at mor bare truer med konsekvenser der aldrig kommer, så han kan da gøre, hvad han vil. Det er ikke lige den metode jeg ønsker, at præge ham med fra 2 års alderen. Det rammer bare mig, min mand, bedsteforældrene, og alle der skal være i nærheden af ham fremover. For så bliver han bare en lille møgunge. Og jeg har lav tolerance over for møgunger. Møgungerne har som regel ikke skylden, i know (for det har forældrene!). Men skal jeg være i selskab med en møgunge, som skriger og skaber sig fordi de ikke har lært, at mor og far bestemmer, har jeg trang til at proppe ørepropper i ørerne.

Mit scenarie er på nuværende tidspunkt hvad jeg kan byde ind med, når jeg har en 2årig. Dog er min lille gut en viljefast ung herre, så jeg forudser flere situationer i samme genre.

Men min veninde Nadiasilja (som i øvrigt lige har skrevet et gæsteindlæg på bloggen. Læs her) har en pige på 6 år, som har budt ind med lidt flere situationer. Midt i Bilka. Hvor der var allerflest mennesker. Efter en helligdag. På en LØRDAG. Melanie havde spurgt nogle gange, om hun måtte få slik, kiks – ja alt hvad man nu synes ser lækkert ud, når man er 4 år gammel, som hun var på daværende tidspunkt. Nadiasilja sagde nej til det hele, og fortalte at de ville gå hen på en restaurant og få noget mad ligeså snart, de havde betalt for varerne. Da Melanie fik et sidste nej, får hun sig en nedsmeltning. Hun er et typisk barn, som bare virkelig reagerer på sine følelser, og som går græskkatolsk amok over, at hun får et nej. Nadiasilja gjorde Melanie opmærksom på, at hun skulle stoppe med at skrige, da det ikke ville hjælpe. Det gjorde Melanie IKKE. Nadiasilja fortalte derfor Melanie, at stoppede hun ikke den opførsel NU, ville de gå ud af Bilka, og så var der ikke noget restaurantbesøg, for så tog de direkte hjem. Melanie stopper ikke. Nadiasilja stillede derfor sine varer fra sig, tog Melanie i hånden, og gik direkte ud af Bilka. Melanie skreg hele vejen: “Av mor. Du er dum mor. Mor, stop!” – Men her var ingen kære mor. Nadiasilja gjorde hvad jeg mener, er det rigtige at gøre. Selvom hele Bilka gloede på dem på vej ud af butikken.

Betyder det, at der ikke findes andre gode måder, man kan håndtere en lignende situation på? Nej. Men hvis man gerne vil opdrage sit minimenneske til at forstå, at nej betyder nej, og at de ikke får deres vilje ved at ligge sig skrigende ned på jorden og kaste sig rundt – skal man nok ikke bare sige: “Ja selvfølgelig lille skat. Selvom jeg har sagt nej 28 gange, så får du en Snickers, nu hvor du teer dig som en møgunge nede på gulvet!”.

Vi er forskellige forældre alle sammen, og jeg dømmer ikke de forældre der straks propper en Snickers ind i munden på deres afkom det øjeblik, de ligger an til en god skrigetur nede på gulvet. Gør man det, er man blot forældre på en helt anden måde end hvad jeg er.

Jeg gider virkelig ikke døje med et barn, der ikke forstår et nej. Et barn der forventer, at få alt hvad det peger på – og sker det ikke, går sirenen i gang. Så vil jeg hellere tage en tur mere med en barn under armen hele vejen ud af centeret – eller hele vejen ud af Bilka.

Jeg tror på, at børn der forstår ordet nej, og som forstår at man ikke altid får sin vilje, bliver bedre til at håndtere de udfordringer der kommer i deres liv. Alt fra de første venskaber i børnehaven (og de konflikter der kan komme der), i skolen, når de skal søge deres første job, når uddannelsen skal tages – og jeg kunne blive ved 🙂

 

 

Hvad tænker i omkring ovenstående?

 

 

Det ville være super dejligt, hvis du fandt mig på Instagram og Facebook, hvor der også vil være lidt forskelligt at læse:

Facebook: Gladmor.dk

Instagram: Gladmor