Mit barn må KUN blive advokat eller læge, når han bliver stor! Alt andet dur ikke.

Jeg havde en spøjs samtale med en bekendt for nogle uger siden, som satte gang i mine tanker.

Hun havde nemlig den holdning (og den kunne jeg IKKE rykke ved, uagtet hvilke argumenter jeg kom med), at hendes søn kun måtte blive advokat eller læge. Det tjente man nemlig godt på – og så havde han sikret sin fremtid. Det skal lige siges, at hendes søn ikke engang er nået til skolealderen, så der er lidt tid til. Men hans fremtid er (ifølge hans mor) allerede planlagt.

Jeg kunne ikke lade vær med at prikke lidt til hende, for hvad hvis hendes søn overhovedet ikke vil være advokat eller læge? Hvad hvis han ryger i gulvet bare han ser blod, eller ikke bliver boglig dygtig? Det kræver nemlig nogle års uddannelse, at tage en af de to uddannelser. Og alle mennesker er jo forskellige. Nogle er boglige, andre er måske bedre til at bruge sin krop når de arbejder – og går død på en skolebænk. Det er jo derfor, at der findes så mange forskellige jobs! Hvad hvis hendes søn følger sin mors krav, men så aldrig nogensinde bliver lykkelig? Det er godt nok mange år, man skal stå op til et job – og det føles nok som endnu flere år, hvis man slet ikke kan lide sit job.

Jeg tror på, at alle mennesker i arbejde, bidrager til samfundet på en fornuftig måde. Og man skal ikke se ned på fx en rengøringsdame (eller mand!). Hvis de ikke gjorde rent der hvor du går, ville der så ikke være ret ulækkert? Og hvis de ikke gjorde det – hvem skulle så? Det samme med damen eller manden bag kassen i Netto. Du ville ikke komme langt med de varer, hvis ikke de scannede dem, vel? Og så kunne jeg blive ved, men jeg tænker, at min pointe er tydelig 🙂

Personligt er jeg mere tilhænger af, at man lader sit barn finde sin vej i livet selv. Selvfølgelig er der nogen gange behov for et kærligt puf i den rigtige retning, men at få trukket en bestemt uddannelse hen over hovedet, må ikke være særligt sjovt.

Jeg håber, at Andreas vælger den uddannelse, når han engang skal til det, som han virkelig brænder for. En uddannelse som gør ham glad, og som han virkelig vil. Noget han gider stå op til hver morgen i 40 år +. Ellers bliver livet da lidt surt.

Jeg vil støtte Andreas i hans valg, så længe jeg kan mærke, at han træffer de valg han gør, fordi han virkelig vil dem. Med det mener jeg, at jeg vil støtte op om den uddannelse han vælger (selvom det muligvis er en kort uddannelse) hvis han vælger den af interesse, og fordi han virkelig vil den. Hvis han blot vælger den korte vej, fordi han er tung i røven, og ikke gider andet – så kommer det kærlige puf. For man skal ikke springe over hvor gader er lavest, blot fordi, man er doven. Så må man bide det hårde i sig, eller tage et sabbatår og begynde bagefter – et eller andet konstruktivt.

Nu til dags kommer man nærmest ingen vegne med uddannelse uden en gymnasial uddannelse. De fleste har det som adgangskrav, og har de en åbning for, at man kan komme ind på uddannelsen uden en gymnasial uddannelse, er det ikke mange de lader komme ind. Og jeg tror det er endnu “værre” om 14 års tid, når Andreas er færdig med folkeskolen. Til den tid tror jeg, at en gymnasial uddannelse er et krav for størstedelen af uddannelserne – og derfor vil vi herhjemme skubbe Andreas i den retning. At han tager en gymnasial uddannelse, som vil åbne mange døre bagefter. Hvad han vælger at bruge den gymnasiale uddannelse til – om det er som politibetjent, advokat, butiksassistent – ja, så vil vi med ovenstående i mente, støtte op om det.

Hvis Andreas så pludseligt bliver den nye Mads Mikkelsen, og drager til Hollywood og laver film – vil vi ikke jagte ham med en skoletaske, og råbe: “Tilbage på skolebænken makker, HHX venter!!” Så selvfølgelig skal hans ønske med livet være med undervejs, men som udgangspunkt mener vi, at en gymnasial uddannelse er vejen frem – vejen hen mod dét, man nu vil bruge sit liv på.

Jeg tror på, at det skaber et gladere barn, hvis de ikke føler, at de i en alder af fx 7 år, skal leve op til nogle tårnhøje forventninger. Hvis man får at vide som 7 årig, at man skal være advokat eller læge, og INTET andet dur – og man virkelig bare har svært ved at læse, så tror jeg ikke, at læsning bliver nemmere. Det er et kæmpe pres på ens skuldre.

Vi håber i bund og grund bare på, at Andreas vælger den uddannelse, som gør ham glad.

 

Hvad tænker i om alt det her?

Støtter i op om jeres barns beslutning om uddannelse – selvom det bliver som kasseassistent i Netto?

 

 

 

 

 

Det ville være super dejligt, hvis du fandt mig på Instagram og Facebook, hvor der også vil være lidt forskelligt at læse:

Facebook: Gladmor.dk

Instagram: Gladmor