Mit barns hårde start på livet

Jeg blev mor til en skøn dreng på et sygehus, som havde fået rygte for, at være et utroligt godt sygehus, når det kom til fødegangen.

Og de rygter talte sandt. Jeg fik kun en god behandling under min fødsel.

Jeg har dog valgt, at se bort fra at jordemoderen spurgte min mand om han ville ned (ja og her er ned MIT underliv) og se vores søns hoved, da det var på vej ud. Det havde jeg nemlig udtrykkeligt sagt mange gange til hende før veerne for alvor tog til, skrevet i den der “ønsker til fødslen” pjece man udfylder, og også sagt til min mand, at der skulle han IKKE ned, og det havde han det fint med. Det område var forbeholdt læger, jordemødre og andet lægeligt personale, så længe jeg skulle presse en 3 kg kødklump ud derfra. PUNKTUM. At jordemoderen så spørger ham om det, kan man så diskutere om, er helt sødt gjort. Jeg skreg i hvert fald meget vredt: “Han skal fandeme ikke derned, så længe der kan komme et menneske ud derfra!” Jordemoderen svarer (lidt flabet) om han ikke bestemmer det selv. Der kunne jeg nok have sparket hende lige i hovedet. Dog fik jeg bare skreget midt i en ve, at eftersom det var MIT underliv, skulle hun bare holde kæft, og respektere mit valg.

Hun sørgede for mit barn kom til live i god behold, gav mig rygmassage da jeg var ved at give op, fordi stjernekigger-børn virkelig bare er tunge at danse med, og vigtigst af alt – jeg følte mig tryg ved, at netop dén ældre søde (hvis man ser bort fra underlivs-spørgsmålet) dame skulle hjælpe mit barn til verden. Og derfor anser jeg fødegangen for at leve op til det gode rygte.

 

 

Barselsgangen derimod var ikke en succes. Min amning gik IKKE i gang. Som i slet ikke. Som i bryster der bare var der i gigantisk størrelse, men ikke leverede mad til det her lille væsen. Vi sad og gav Andreas MME i et lille snapseglas i plastik-udgave hver tredje time, hvor jeg havde “ammet” inden – der kom jo ikke noget ud. Han fik suttet hul på mit bryst, fordi personalet sagde, at han skulle ligge der så ofte som muligt. I det hele taget – så gik det bare ikke. Jeg fødte en torsdag aften kl. 20.15, og jeg ville egentligt gerne hjem lørdag, men da amningen bare ikke gik, blev jeg der til mandag formiddag.

Da vi gjorde klar til afgang, fik Andreas sit første bad, hvilket de var rigtig søde og gode til at vise. Da han blev vejet, havde han tabt sig 8 % af sin kropsvægt. Når de har tabt sig 10 %, begynder man at være lidt bekymret, fik jeg at vide. Men da han holdte sig under det, kunne vi tage hjem. Jeg havde slet ikke fået styr på min amning, og min mælk var stadig ikke løbet til. Det vidste personalet – men vi blev sendt hjem alligevel. Jeg udtrykte min bekymring for, at mælken jo stadig ikke var løbet til, og spurgte om jeg ikke skulle supplere med MME. Vi fik beskeden, at jeg bare skulle lægge ham til så ofte som muligt, og så kom det hele af sig selv. Aha – den købte jeg ikke. Så vi var forbi apoteket på vej hjem, og købte den MME, som vi havde givet ham i mini snapseglasset på sygehuset.

Vi fortsatte som på sygehuset. Bryst uden mælk først, og MME bagefter. Men hele min krop skreg indvendigt – jeg vidste bare, at det her ikke var rigtigt. At der var noget galt. Dagen efter (tirsdag morgen kl. 8 sharp) ringede jeg til sundhedsplejersken og fortalte alt ovenstående, og hun kom med det samme. På det tidspunkt havde Andreas tabt sig det der svarer til 13 % af sin kropsvægt. Og sundhedsplejersken var rasende. Ikke på os, men på sygehuset. For vi skulle slet ikke være sendt hjem uden nogen form for vejledning, og dertil heller ikke med et barn der havde tabt sig 8 %, når der var en mor, hvor mælken ikke var løbet til.

Hun var tæt på at indlægge Andreas med sonde, men vi fik 2 dage til at køre en meget hård plan. Planen gik ud på, at jeg skulle sidde med en pumpe, imens min mand gav Andreas MME i et lille glas. Ingen sutteflasker, da det kunne forvirre Andreas. Det eneste suttelignende han skulle have var brystet, og en almindelig sut. Det skulle vi gøre hver tredje time DØGNET rundt. Vi skulle vække Andreas hver tredje time, så han lærte at melde sig, når sulten kom. For det gjorde han bestemt ikke fra fødslen og optil. Han sov stort set hele tiden. Vi fik forklaret, at hans krop var gået i dvaletilstand, hvor den sov meget, fordi den ikke havde energien til andet.

Efter de to dage kom dommen; Andreas havde (heldigvis!) taget på. Det vil sige, at han ikke skulle indlægges med sonde. For nu gik det den rigtige vej. Sundhedsplejersken spurgte mig, hvor meget det betød for mig, at amme. Jeg ville gerne amme, men ikke for enhver pris. Hendes holdning var, at alle kunne amme. Derfor blev ovenstående plan en fortsat plan med lidt tilføjelser. Andreas skulle lægges til hvert bryst i 5 minutter pr. bryst, dernæst pumpen på som fik mig til at føle mig som en malkeko, og MME i et lille glas som skulle hældes på Andreas. Dette hver tredje time. Behøver jeg at sige, at barselsbesøg i den her periode var næsten ikke-eksisterende?

Det gav da også pote, for min mælk løb til. Men først da Andreas var langt over en uge. Og sikke en kamp det var. Hele vores liv i den periode bestod af vækkeure der ringede hver tredje time, teamwork omkring det hele lille menneske, MME og malkekoen, og vi var omvandrende zombier. Jeg forlod nærmest ikke huset, for jeg skulle amme, malke ud, og have nærkontakt med Andreas selvom mine øjne næsten ikke kunne holde sig åbne. Den var hård. For os begge, vil jeg sige. Manden stod for MME og skifte ble, så vi var begge to lige meget på. Jeg faldt faktisk i søvn siddende ret op af sofaen med malkemaskinen på et par gange – det siger lidt det hele.

Da Andreas var 2 uger og 2 dage, fik jeg nok!

Vi havde kæmpet i to uger nu, og jeg havde stadig ikke nok mælk til at mætte ham. Der kom næsten ingenting ud af de her gigantiske balloner jeg gik rundt med, og de var faktisk bare i vejen. Han suttede ikke nok på de bryster, da han var udmattet. Og vi kæmpede med at få MME i ham i et glas, men han kunne ikke holde sig vågen til at spise (hans vægt var SVAGT stigende hele tiden, men han var ikke ligefrem en Michelin-baby). Andreas kunne simpelthen ikke holde til, at blive vækket hver tredje time. Han fik ikke nok MME hver gang fordi vi ikke kunne få det hele i ham, og han viste slet ikke madglæde. Han havde simpelthen brug for flere timers søvn i streg, og han havde brug for, at hans måltider kørte på skinner. Han tog godt nok lidt på hele tiden, men det var ikke meget – og vi kunne som forældre bare ikke fortsætte en kamp, som kunne tage uger endnu – på bekostning af vores barn.

Jeg tog beslutningen lørdag aften. Jeg fik nok. Min mand støttede mig 100 % op. 15 minutter før hele malkeko-seancen skulle i gang, varmede jeg simpelthen en flaske MME med den portion Andreas’ størrelse skulle have. Stak sutteflasken i munden på ham. Min mand nåede lige, at se hvad jeg lavede, og spurgte: “Hvad laver du?” Jeg svarede ikke. Min mand spurgte heller ikke mere. For pludseligt havde vi travlt med at kigge på Andreas. Andreas bare spiste løs af sutteflasken. Han sov 4 timer i streg lige efter – for han var mæt for første gang i sit liv.

Vi har aldrig fortrudt vi valgte, at give ham sutteflasken i munden den aften. For derefter begyndte det at gå godt. Andreas spiste, begyndte at melde sig helt af sig selv. Vi behøvede ikke at sætte ure mere. Og han viste madglæde.

Jeg tror, at vi blev ofre for besparelser på sygehuset. Vi blev sendt hjem velvidende om, at det ikke var forsvarligt (dette har vi fået bekræftet flere steder nu) – simpelthen fordi de skulle bruge vores plads til nogle nye. Det ved vi nu, men vi ved samtidigt også, at personalet ikke havde mange andre muligheder. For de er også presset til det yderste.

Jeg kan dog bare være glad for, at min intuition sparkede ind, da vi kom hjem fra sygehuset. Og jeg er glad for, at vi havde en meget kompetent sundhedsplejerske, som virkelig tog hånd om os.

Den dag i dag ser jeg det som en læring til en evt. nummer 2. Og jeg har lært at lytte til mig selv – og reagere på det.

 

Et sutteflaskebarn bliver også velsignet på en anden måde. Det er uden tvivl sundere at amme, men den nærkontakt som moren får hver gang ved at amme, kunne min mand hurtigere få lov til at opleve, fordi Andreas spiste af en sutteflaske. Den nærkontakt fik Andreas også lov til at opleve hurtigere med hans far, hvilket styrkede deres bånd.

Mine bryster var ikke madstationen, så jeg havde lidt mere frie hænder når det kom til at forlade huset. Selvom jeg sjældent var væk særlig lang tid af gangen, skulle jeg ikke tænke på at amme ud inden – eller time det med en amning.

 

Får jeg barn nummer 2 vil jeg prøve at amme igen. Se om det kan fungere den her gang. Og kan det ikke det – jamen så ved jeg jo hvad næste skridt er.

 

 

Tak fordi du læste med. Det var et længere, og meget personligt indlæg. Hvis du har lyst, må du meget gerne dele dine tanker eller oplevelser omkring amning eller sutteflaske i en kommentar nedenfor. God aften 🙂

 

 

Det ville være super dejligt, hvis du fandt mig på Instagram og Facebook, hvor der også vil være lidt forskelligt at læse:

Facebook: Gladmor.dk

Instagram: Gladmor