En fredag i forkælelsens navn

Andreas havde et uheldigt styrt i tirsdags – som i et fald på legepladsen, og mistanken var en brækket arm/håndled.

Når dagplejemoren ringer, og siger at hånden er hævet op, og at han ikke vil bruge den, får man meget hurtigt transporteret sig hen for at hente ham. Og rigtigt nok, hånden var ret hævet, og Andreas siger av av, kunne/ville ikke bruge den, og ville IKKE lade mig røre den.

Jeg ringede til den der skadestue-telefon, for at forberede dem på vores snarlige ankomst. Den skadestue-telefon har jeg stadig ikke har fattet meningen med. Da jeg var lille, var en skadestue et sted man bare tog hen, når uheldet skete – man skulle ikke ringe først! Det skal man så nu. Dårlig idé. Jeg er ikke fan. Lav det dog om. Nå anyways, men vi kommer derop, og så er hele Roskilde Festival samlet i venterummet! Alle sammen med arme i slynger og ben der ser brækkede ud. Det går godt nok vildt for sig deroppe, må man sige.

Vi tager plads, og da det er midt i det tidsrum hvor Andreas normalt ligger og bobler en god lur, er hans humør sådan lidt… Udfordrende, kan man vel sige. Jeg havde dog helgarderet mig! Tre bøger, et æble, to flasker vand, et stk. Ipad, farveblyanter, en farvebog, de ekstra gode fiberkiks, bamse, to puttebleer OG sutten. Det eneste der blev brugt var sutten, kiksene og en putteble. Og han sov IKKE. Det var alt for spændende, at være på skadestuen. Han var sin sædvanelige charmebøf, og hele venterummet havde lyst til at tage ham med hjem (jeg tror de ville ombestemme sig lidt, hvis de hørte hvad tid han vågner om morgenen, men bordet fanger!), og tiden gik heldigvis stærkt.

Andreas ser dog en ældre mand med bar mave, og råber meget højt i venterummet: EEEEJ. Mand har bar nave (mave på 2 års sprog), og siger så bagefter: Mand tage buse (bluse) på, puha!

Tak Andreas, så tier vi stille.

Heldigvis blev vi kaldt ind ret hurtigt efter, og bliver mødt af den sødeste læge, som vurderer, at armen skal røntgenfotograferes. Som vi så går i gang med. Dog vil Andreas SLET IKKE, som i UNDER INGEN OMSTÆNDIGHEDER finde sig i, at røntgen-damen holder hans arm fast for at tage billedet, så han klasker hende en lussing så det siger S L A M, og råber “gå væk!!!!!!” Godt han er 2 år. Moren her var lige ved, at blive en meget vred mor, men så husker jeg lige, at knægten er 2 år, han forstår ikke hvad der sker, og handler ud fra sine instinkter – få damen der holder mig fast, væk.

Resultatet = ingen brækket arm. Juhu!

Andreas går stadigt med hånden knyttet næsten hele tiden. Og han kan overraskende mange ting med kun én arm! Dog kan han godt slå kolbøtter med begge arme, så den kan da i hvert fald ikke være ved at falde af. Jeg tror dog ikke den gør så ondt mere, og meget af det går på, at der er kommet et lille sår på en finger.

Men dagen i dag endte med lidt forkælelse. Det har gjort stort indtryk på Andreas, at armen og hånden er gået lidt i stykker, så en meget dyr bil i BR blev købt, pakket ind, og ventede på Andreas da han kom hjem. Det er en fjernstyret tingest, som han har testet lidt (fætteren har en), og han er ret sej til den. Betingelsen for at lege med den er dog, at man bruger begge hænder 🙂