Helt tæt på

Jeg har ikke været den mest aktive blogger på det seneste. Ikke fordi at jeg har ønsket, at bloggen skulle ryge bagerst i køen – men sådan blev det nu engang. Jeg var nødt til at prioritere nogle andre ting.

Midt i den travlhed fik jeg dog læst et indlæg, som inspirerede mig til at vise lidt sider af mig, som ikke nødvendigvis har været fremme endnu. Det indlæg var skrevet af Wintherduen som åbnede op for lidt mere sårbare og ærlige sider af sig selv, men også blot viste sine læsere hvem hun er. Det fangede mig lidt. Jeg kan se at flere og flere læser med (og tak for det 🙂 ), så det er nok egentligt meget relevant, at jeg lige lister lidt ting op om mig.

 

1/ Jeg er klodset. Som i virkelig klodset. Jennifer Lawrence der falder op og ned af trapper er ingenting i forhold til mig. Trapper er ikke min bedste ven – og så lader vi den ligge der. Jeg er også typen der kan ryge ned af en stol, hvis jeg får rørt ved den der pind ude i siden, som lige vipper én fremover. Og jeg kommer ALDRIG til at nærme mig en pilatesbold i mit liv igen – enough said 😉 Dørkarme er min værste fjende. Jeg tror ikke, at jeg har stiftet bekendtskab med en dørkarm, som jeg ikke har strejfet enten med følgeskader eller blot et puf. De er bare altid i vejen! Jeg kommer tit til skade på de mest underlige måder. Fx har jeg i skrivende stund to enormt ømme (og lange og bredde) brændemærker på min ene balle. Og hvordan skete det så? Jamen jeg havde glemt, at jeg havde lagt mit BRANDVARME glattejern på stolen i et øjeblik, og får så sat mig på det i et par sekunder. Jeg kunne nærmest høre det sagde; ZZZZZZZST – lige ind i huden. Fried bacon! Men det er så bare mig i en nøddeskal 🙂 Det må ligge til familien, for min bror er også ret klodset.

2/ Jeg har nået meget i en tidlig alder. Jeg får tit spørgsmålet, om jeg ikke føler, at jeg har “bundet” mig for tidligt. Jeg er 26 år, har mand, et barn, hus og to hunde. Og svaret er nej. Jeg havde fart på da jeg var yngre. Jeg begyndte at feste, gå i byen og alt hvad der hører med da jeg var 13 år. Jeg var den oprørske teenager, som absolut ikke hørte efter. Jeg følte mig rastløs på mange områder, men efter jeg mødte M faldt det hele bare på plads. Sådan tror jeg på, at det føles, at møde den rigtige. Jeg føler mig ikke bundet, og kommentarer omkring min alder og hvor jeg er nået til i mit liv, kan man ligeså godt spare. Jeg elsker mit liv 🙂

3/ Tarvelig krop. Jeg skal bare kigge på mad, og så tager jeg på. Life sucks sometimes, og jeg har virkelig trukket det korteste strå der. Jeg skal altid kæmpe med at bibeholde vægten, og jeg skal altid kæmpe med maden. Ærgerligt, men det har jeg lært at acceptere. Meget af det skyldes min PCO, men det kan man arbejde med, hvis man får de rigtige værktøjer.

4/ Utroværdighed. Jeg har det ekstremt stramt med folk, der sladrer, taler bag folks rygge og som i det hele taget ikke er troværdige. De giver mig lyst til at spille klør 5 – men jeg behersker mig, for de er i virkeligheden hamrende usikre, når de har behov for den slags.

5/ Jeg har tillidsproblemer. Jeg blev svigtet alt for meget som barn, så min tiltro til at alle mine medmennesker vil mig det godt, er ikke stor. Jeg ser dog generelt verden som et godt sted, men når det kommer til mennesker, ser jeg dem an i lang tid før jeg lukker dem ind. Til gengæld har jeg de skønneste mennesker i mit liv, som er helt inde på livet af mig – og dem stoler jeg på, vil mig det godt.

6/ Børn. Jeg har altid vidst, at jeg ville have børn. Jeg ved, at det ikke altid er noget man tænker på som barn, men i en alder af 12 år vidste jeg, at jeg ville have børn – jeg havde styr på hvad de skulle hedde (det har jeg dog heldigvis ændret mening omkring 😉 ) og jeg vidste hvor mange. Jeg har altid gerne ville have en stor familie. Om det bliver til en realitet må tiden vise.

7/ Hundemenneske. Jeg ville adoptere alle hunde fra dyreinternaterne hvis jeg kunne. Jeg er et kæmpe hundemenneske, som kan blive fysisk dårlig, hvis jeg ser billede af hunde, som ikke har det godt. Der var for nyligt en artikel omkring en hund, som nogle mennesker (som jeg personligt gerne ville hive i ørerne – og så er det pænt sagt!) havde smidt ud fra 4-5 sal. Hunden overlevede, men måtte igennem nogle voldsomme operationer for at komme sig. Jeg kan slet ikke klare den slags. Jeg kunne ikke engang klare at se Lassie da jeg var mindre, fordi at der altid skete et eller andet slemt. Min mor måtte hive en vrælende mig væk fra skærmen, og til sidst var Lassie forbudt – for jeg kunne bare ikke klare at se det. Jeg ville være dyrlæge da jeg var yngre – udelukkende for at hjælpe dem, men måtte opgive den drøm, da jeg aldrig ville kunne klare den lidt mere dunkle side af det, som tilskadekomster og aflivninger kan være. Det betyder samtidigt at jeg er typen der går helt bananas i høje skingre toner jeg ikke vidste eksisterede, når jeg ser hundehvalpe – og jeg har et meget stort behov for at hilse på mange af de hunde, jeg møder på min vej.

 

 

Det var lidt om mig. Ha’ en dejlig lørdag aften 🙂

 

 

 

Det ville være super dejligt, hvis du fandt mig på Instagram og Facebook, hvor der også vil være lidt forskelligt at læse:

Facebook: Gladmorblog.dk

Instagram: Gladmor