Mine hudløst ærlige tanker omkring, at undvære sit barn // Fra en alenemors perspektiv

Jeg har luftet tanken om, at jeg ville lade en gæsteblogger tage over på min blog ind i mellem. Det her er det første indlæg, som er skrevet af andre end mig. Det er skrevet af min veninde, som har deltaget lidt i en af de første indlæg, jeg skrev. Læs nærmere her.

Jeg har valgt, at det skal vise et andet perspektiv af dét med at være mor. Jeg kan nemlig kun vise jer min side som omhandler mand, hus, vovse og en stationcar. Det her indlæg vil vise jer en anden side. Det er meget aktuelt, da statistikkerne viser, at halvdelen af alle par går fra hinanden, og dermed vil mange ende som alenemor (også alenefar, men i dette indlæg er perspektivet fra morens side…)

Det her er Nadiasiljas første blogindlæg – og jeg er meget imponeret over hendes meget ærlige indlæg 🙂

Det handler om de tanker man gør sig, når man er alenemor med en pige på 6 1/2 år. Især de tanker som Nadiasilja går med lige nu, hvor hendes datter er på ferie hos sin far i 2 uger.

Livet og hverdagen som enlig mor.

Jeg var 19 år gammel, da jeg fik min datter. Hun var ikke planlagt, men i den grad ønsket.

Hun var et år gammel, da hendes far og jeg valgte at gå fra hinanden. Min datter og jeg flyttede i en lejlighed for os selv, og en ny hverdag med nye rutiner skulle til at køres ind.

Ikke nok med at være ung mor og alene, men der var skole og arbejde ved siden af.

Jeg vidste, at jeg blev nødt til at få en uddannelse, så jeg kunne skabe en god fremtid for os.

En hverdag hos os starter 05.30. Jeg står op og gør mig klar inden jeg vækker Melanie kl. 06.00.

Der får hun lov at vågne til lidt morgen-tv med en dyne og lidt morgenmad. Klokken 06.50 er det ud af døren og ned i SFO – hvert minut tæller.

Dagene kan føles lange, men vi får det til at fungere. Nogle gange tager jeg mig selv i at tænke; “Hold nu op, hvor jeg glæder mig til weekenden, hvor hun skal hjem til sin far”.

Den tanke kan godt give mig lidt dårlig samvittighed, men på samme tid er det også dér jeg lader op. At være alene hele tiden om alt., kan godt tære på ens overskud. Det gode, men også det dårlige (konflikter) er noget, jeg skal håndtere alene. Selv når det bliver for meget, kan man ikke gøre meget andet, end at trække vejret dybt, og fortsætte. Jeg tror på alle kan klare, at være alene med et barn – men det er ok, at man nogen gange føler, at det er hårdt.

Nu er det sommerferie og hun skal være hos sin far i to uger. TO UGER!!!!!!

Til at starte med tænkte jeg: “Fedt! To uger, hvor jeg har fri og kan gøre lige hvad jeg har lyst til”.

Men allerede efter den første uge er man rastløs, og kan ikke rigtigt falde til ro. Ja, det er da dejligt ikke at have ansvar, skulle stå tidligt op ,og ikke tænke på andre end sig selv, men når man er blevet mor ,er man det bare hele vejen igennem.

Jeg savner hende hver dag, og selvom jeg har en masse ting at foretage mig, står jeg hver dag op med en følelse i kroppen, at der mangler noget.

Det at skulle slippe kontrollen – hvad får hun at spise? Kommer hun i seng i ordentlig tid? Har hun passende tøj på til vejret? Bliver der børstet tænder hver dag?

Mange spørgsmål…

At give fuldstændig slip, og bare stole på, at tingene bliver gjort ordentligt, har taget mig en del år at lære, men jeg ved også, at jeg bliver nødt til at give slip idet jeg ikke kan ændre på det.

Når hun så kommer hjem er jeg glad og lettet, men så kan man sagtens mærke, at hun har været hos sin far med hans tider og regler.

Der går lige en dags tid, hvor hun lige skal ind i vores rutiner igen.

Det er ikke altid nemt, at ”dele” sit barn, hvor hun fysisk skal være et andet sted hver anden weekend, og lige nu – 2 uger på ferie hos sin far. Jeg håber det bliver nemmere med tiden, men jeg tvivler på, at man nogensinde kan være 100 % ok med, at man skal ”dele” sit barn, og undvære dem længere tid af gangen.

 

Tak til alle, der har læst med 🙂

Bedste hilsner Nadiasilja