Halli hallo bryster. Gider i lave andet end bare at glo på mig?!

Indlægget her er lavet efter opfordring fra en sød læser, som nød mit indlæg omkring Andreas’ hårde start på livet, men dog følte at jeg manglede denne vinkel. Det kunne jeg egentligt godt se – og den vinkel har jeg intet i mod at dele. Amning der ikke lykkes er ikke noget, jeg hører mange tale om. Jeg har dog altid været åben omkring det i mit privatliv, så det kan jeg ligeså godt også være på min blog 🙂

 

 

Amning er noget, mange tager for givet. Barnet kommer ud, brysterne kommer i munden, mælken kommer sprøjtende, og baby spiser løs. Og så levede de lykkeligt til verdens ende.

Men hvad med dem, som ikke kan amme? Hvad sker der med mødrene? Når ens krop ikke gør hvad den skal?

 

Vi ved hvad der sker med børnene. De får MME (modermælkserstatning) og dermed får de mad. Men det er ikke alle mødre, der af egen fri vilje, træffer valget omkring at barnet skal have MME og ikke ammes. Nogle mødre kan ikke amme. Der går et eller andet galt, som gør, at amning ikke er en mulighed.

Det skete for mig. Mine bryster gjorde af en eller anden årsag ikke deres job som ammelapper. De leverede ikke nok mælk, og derfor blev Andreas’ start på livet ikke så nem. Det kan du læse mere om her. Her beskriver jeg tiden med amning der ikke gik i gang, malkekoen (mig) der kom i brug, MME og hvorfor jeg stak en sutteflaske i munden på Andreas da han var 2 uger og 2 dage.

 

Jeg havde af en eller anden årsag sagt til mig selv i starten af graviditeten, at jeg nok ikke kunne amme. Min mors amning af min bror og jeg gik ikke, så jeg gik rundt med tankerne om, at det nok også gjaldt mig, når jeg fik et barn. Og det havde jeg egentligt accepteret.

Men til fødselsforberedelse (jeg gik i en gruppe med 5 andre mødre, hvor det var kombineret jordemodertid og fødselsforberedelse) hørte vi lidt om amning vs. sutteflaske. Og jeg blev lidt mere varm på idéen, da det stod klart: Amning er sundest for barnet.

Jeg fik en snak med den sundhedsplejerske vi blev introduceret for før fødslen, som gav mig mod på, at amning skulle prøves. At alle kunne amme, og at hun nok skulle hjælpe mig i gang. Så jeg var parat til projekt ammelapper!

Derfor blev det også meget naturligt, at Andreas blev lagt til kort efter fødslen selvom rummet var fyldt med lidt mennesker. Jeg er egentlig ret blufærdig, og tanken om, at hive mine bryster frem i et lokale der talte svigermor, mor, veninde, bror og hans (dengang) meget nye kæreste jeg ikke kendte særlig godt, og selvfølgelig min mand, var ret underlig – men alligevel, så gjorde jeg det bare. Andreas lå der og kiggede, og vupti, så kom ammelapperne frem. Moderinstinktet vandt over min blufærdighed.

 

Og så gik det galt……

I den tid, hvor jeg kæmpede med amningen, var jeg så træt og udmattet, at jeg rent faktisk slet ikke følte efter og tænkte: “Bliver jeg ked af det, hvis jeg ikke kan amme?” – for der gik tiden med at gøre ALT for, at det skulle lykkes. I sidste ende gik det galt.

Jeg valgte en komplet naturlig fødsel uden noget smertedækning, epidural – og alt det man nu kan få. Dette gjorde jeg fordi, at jeg var en stædig satan, som havde sat mig i hovedet, at kunne man føde i gamle dage uden alt det der – så kunne jeg satme også gøre det. Derfor har mine tanker også ledt mig hen på, at jeg og Andreas havde været på røven, hvis vi ikke levede i en tid, hvor MME var tilgængeligt. Jeg ville føde som man gjorde i gamle dage, men jeg kunne ikke amme mit barn, som man gjorde i gamle dage. Den var lidt svær, at acceptere.

Jeg ville så gerne have det skulle lykkes, for det var jo det bedste for Andreas! Derudover er brysternes primære job trods alt, at levere mad til det barn man føder – så det kan godt ramme lidt hårdt, at de ikke gør som de skal. Inden min mælk løb til (som i øvrigt tog over en uge) kan jeg huske, at jeg kiggede på de her gigantiske balloner og forbandede dem langt væk. Hvorfor skulle de vokse til den her ualmindelige størrelse, have mælk derinde, hvis de alligevel ikke virkede?! Lortebryster, tænkte jeg.

Da Andreas blev flaskebarn, gik der lidt tid før min reaktion på den mislykkede amning for alvor kom. Den kom, da Andreas begyndte at døje med maveproblemer på kolik-niveau grundet MME. Han fik luft i maven, og skreg af smerte. Vi cyklede med hans ben, gav ham mavemassage, cyklede noget mere. Ja alt vi kunne se, virkede – det gjorde vi. Vi prøvede at skifte MME-mærke, da mærket Nutramigen simpelthen smadrede hans mave. Han kæmpede som bare fanden, men grundet allergier på begge sider af familien, var Andreas disponeret for allergi, og fik derfor en speciel MME. Det begrænsede udvalget, men vi endte med Althera.

 

Da det gik op for os, at hans maveproblemer var der pga. modermælkserstatningen, brød min verden sammen. Jeg begyndte at tvivle på mig selv i den forstand, at jeg ikke følte, at jeg havde kæmpet nok for amningen. Det vidste jeg med min fornuft, at jeg havde. Men nu var vores lille mini-menneske begyndt at få smerter pga. MME. Pga. mine lortebryster ikke fungerede!

Da Andreas blev ramt af en bølge af børnesygdomme (det første stykke tid efter han var startet i dagpleje – nogle kalder det institutionspest) røg mine tanker straks hen på den mislykkede amning. Var det fordi, at han ikke fik nok af de gode ting der findes i modermælken, at han var så hårdt ramt? Havde jeg ikke givet ham en god start på livet, ved at give ham flaske? Heldigvis tog min fornuft over, og kiggede jeg på venner og bekendte med børn, var der også børn der KUN var blevet ammet – og de blev ligeså tit syge som Andreas. Men det fortæller lidt om, hvordan en mislykket amning kan sidde i en mor i MEGET lang tid efter.

 

Jeg sagde de første 2 års af Andreas’ liv, at jeg ikke ville prøve at amme igen. Kunne jeg få flere børn, ville de være flaskebørn fra start, da jeg havde fået nok sidste gang. Jeg ville ikke se endnu et barn miste madglæden, som Andreas gjorde. Jeg sagde nok, som jeg gjorde fordi, at oplevelsen af en mislykket amning sad i mig – og den gav mig mindre gode tanker.

De seneste måneder har jeg dog fået lagt den mislykkede amning så meget bag mig, at jeg faktisk godt kunne finde på, at give det et forsøg mere. Jeg bliver aldrig en malkeko igen – som i A L D R I G. Men jeg vil give det et forsøg. Det kan jo være, at ammelapperne vil yde deres formål den her gang 😉

Jeg har i øvrigt læst en god artikel omkring amning, som jeg vil dele med jer. Den berømte sundhedsplejerske Helen Lyng Hansen har bl.a. været inde over. Jeg blev klogere af at læse den – jeg håber en eller flere kan bruge den. Du kan læse den her.

 

Tak fordi i læste med 🙂

 

 

Det ville være super dejligt, hvis du fandt mig på Instagram og Facebook, hvor der også vil være lidt forskelligt at læse:

Facebook: Gladmor.dk

Instagram: Gladmor