FEDE MARIE!!!!

Overskriften var en af de sætninger, som jeg hørte nogle gange da jeg var barn.

Jeg blev nemlig mobbet, da jeg gik i folkeskolen. Jeg var tyk, og det var nok til, at jeg blev “det nemme offer”. Det var jeg nok også, da jeg i min barndom havde svært ved at sige fra. Det var både over for veninder – og også de “veninder” som udnyttede den svaghed i mig til, at styre mig. Havde jeg haft selvtillid og mod nok til at sige fra, tror jeg, at min skoletid indtil teenageårene havde set anderledes ud. Men jeg følte mig ikke hørt, så jeg lukkede i som en østers.

– Jeg har prøvet at stå bag en stor mørkeblå affaldscontainer et stykke væk fra skoleområdet, så jeg kunne skjule mig, så jeg kunne ringe grædende til min mor i fred. Jeg græd fordi, at ingen gad være sammen med mig i frikvarterne, og jeg følte mig udenfor. Tit græd jeg også fordi, at jeg direkte fik at vide, at de ikke ville mig. At jeg var grim og fed.

– Jeg har prøvet at der ligefrem blev lavet en sang om MIG. Det ville nok være enhver piges drøm, men er den med en sætning midt i det hele som: “Let it be – FEDE Mariiiiiiii” , så var det lige straks ikke så sjovt, at høre på mere.

– Jeg har prøvet , at få at vide, at jeg ikke noget værd. På det sprog der blev talt i den alder; ingen kan lide dig, og du er grim, fed, ulækker og så er dine bukser bare mega grimme.

 

Det er blot et lille udpluk at de ting, jeg husker. Meget er heldigvis fortrængt, men følelsen vil man nok altid kunne huske lidt af. Det er ikke som et åbent sår, hvor jeg dagligt husker Verner (opdigtet navn) som sang FEDE MARIE-sangen, og jeg har det som sådan fint nok med det i dag. Jeg voksede meget som teenager (ikke kun fysisk i højden og det der 🙂 ), men indeni. Jeg fik selvtilliden til at sige fra, og fik troen på, at gu fandeme er jeg noget værd, og jeg er fin som jeg er – og er du uenig, så hold kæft og smut. Og gør det i en fart, tak.

Dog bringer det mit pis i kog, når jeg hører at mobning stadigt er så stort et problem. Der har været rigtig mange sager i medierne for nyligt, hvor mobning er gået fra øgenavne til decideret trusler på livet. Det viser kun, at det bestemt ikke er gået i den rigtige retning med mobning. Det gør mig vred, men det gør mig allermest ked af det på mobbeofrenes vegne. Og alle dem der mobber – i bør skamme jer!

Det bringer endnu mere mit pis i kog, når jeg hører, at forældrene til mobberne ikke gør en flyvende fis ved, at deres afkom får et andet menneske til at føle sig forkert, og får dem til at føle, at de ikke er noget værd.

SÅ VÅGN DOG OP, OG HIV JER SELV I ØRERNE MOR OG FAR!!!

Jeres lille minimenneske, som I har opdraget, behandler et andet menneske dårligt. Jeres lille mini-menneske fortæller et andet menneske, at han/hun ikke er noget værd. Jeres minimenneske får det andet menneske til at føle sig som I N G E N T I N G.

Det er ikke en falliterklæring, at ens barn bliver en mobber eller et mobbeoffer for den sags skyld, men som forældre til en mobber, er det ens PLIGT, at reagere hvis man får viden om det. Reagerer man ikke, er det en falliterklæring der batter. For hvad lærer du så lige dit barn? Ja værsgo lille Tibbi-Anemone, du må gerne få lille Hjørdis-Beate til at føle sig som ingenting, og sørge for, at hun står og græder bag en klam affaldscontainer, og tag endelig den måde at behandle andre på med til dit voksenliv – så skal du nok klare dig godt!

Jeg hørte om en pige, der mobbede en anden pige fra klassen. Da mor og far til mobberen opdager dette, tager de en lang snak med pigen omkring det, OG de tager med hen i klassen morgenen efter, hvor de tvinger deres datter til at sige undskyld til mobbeofferet foran hele klassen. Den pige følte sig højst sandsynligt ydmyget en smule, men jeg tror næppe hun vil mobbe igen! Jeg tager hatten af for forældre, som tager deres ansvar som forældre seriøst – OG handler på det, når det er nødvendigt.

Jeg skal ikke udelukke at ovenstående eksempel vil være en inspiration for os, hvis vi finder ud af, at Andreas mobber en anden. For der er nul tolerance fra os når det kommer til måden, man behandler andre på.

Jeg håber aldrig at Andreas hverken bliver en mobber eller et mobbeoffer, men jeg håber så sandeligt heller ikke, at han blot vil stå og se til, hvis en bliver mobbet. Jeg håber, at vi formår at klæde ham på til, at være stærk og tage et ansvar, når en anden bliver behandlet dårligt. Jeg håber, at han vil tage hånd om den der bliver mobbet, og sørge for at få formidlet efter bedst mulig evne til mobberen, at det han/hun gør IKKE er ok. Jeg håber, at han vil bede om hjælp, hvis situationen bliver for svær, og aldrig lade nogle tryne ham selv eller andre.

 

I sidste ende kan man vel kun håbe indtil man står i situationen, men dem der står i situationen lige nu, bør gøre noget andet. R E A G E R E!

 

 

 

 

Det ville være super dejligt, hvis du fandt mig på Instagram og Facebook, hvor der også vil være lidt forskelligt at læse:

Facebook: Gladmor – bloggersdelight

Instagram: Gladmor