“Jeg er for tyyyk til det her steeeed… Jeg vil ha’ andre tykke med!”

Jeg var den tykke veninde i nogle af mine teenageår. Og den var ikke sjov.  Jeg kæmpede med en overvægt som bestemt ikke gad skride, og diverse “slankekure” hjalp ikke en flyvende fis. Jeg blev nærmest glad, når vi mødtes med andre, som havde en større pige i flokken – for så var jeg ikke den eneste! Sørgeligt, at de tanker var til stede, men det var de.

Jeg kan huske, at jeg nogen gange håbede på, at mine veninder ville tage på (ja sorry piger, men i var altså irriterende slanke hele tiden altså!), for så ville jeg ikke skille mig ud på samme måde.

Jeg kan huske, at jeg en dag stod midt på Envy (et diskotek som var MEGET in dengang jeg gik i byen hver weekend), og håbede på, at der kom lidt flere tykke piger. Jeg stod der blandt omvandrende skeletter med irriterende pæne ben, og tænkte: Shit, jeg er bare for tyk til det her sted.

Der kom heldigvis flere større piger, men så man verden igennem mine øjne, var jeg altid den største!

Var noget af det også en form for selvkritik? Ja for pokker. Jeg udstrålede en ordentlig røvfuld selvtillid, for jeg havde det fint! – viste jeg folk. Ingen skulle se, at jeg faktisk havde det elendigt med min overvægt. At det var en daglig kamp, at komme ud af døren, da alt tøj sad forkert. Indeni var jeg utrolig frustreret over min overvægt, og over at man skulle shoppe efter følgende kriterier:

– Kan jeg skjule min mave i den her kjole? Skjuler den her korte jakke mine arme nok? Får den her kjole min røv til at se mindre ud? Fremhæver den her kjole brysterne nok? (Jeg sørgede for, at de var i fuld fokus – så man ikke havde fokus på håndtagene og maven, som var mit største issue.)

Jeg har ledt og ledt efter et billede fra dengang, hvor jeg står sammen med veninderne, og hvor jeg virkelig er stor, men sjovt nok – så er de væk. Jeg er rimelig overbevist om, at jeg har fået dem til at slette dem, fordi jeg så tyk ud.

Til trods for min overvægt, var min teenageår fyldt med ligeså mange knuste hjerter, dates og søde fyre, som min skelet-veninders var. Der findes trods alt fyre, som ikke ønsker et omvandrende skelet (jeg havde dog også veninder, som ikke lignede skeletter, men som bare havde en flot og normal krop – skal jeg lige understrege 😉 ) Så selvom jeg tit sank ned i et hul af frustration over min vægt, kom jeg op på hesten igen, fandt tøj der skjulte mine håndtag, og tog i byen, ud og spise (selvfølgelig!) eller på dates. Men der var tider, hvor overvægten fyldte meget i mine tanker. Og selvom jeg følte, at jeg prøvede at styre mit spiseri, var det ikke tilfældet.

Jeg trøstespiste desværre også meget, og lod mine følelser diktere hvad der røg indenbords. Derfor var vægten også yoyo-vægt, da ens humør kan svinge en del som teenager. Jeg kunne sagtens være på mit største med vægt i et par måneder, tabe mig lidt fordi jeg ikke spiste så fedtholdigt og sukkerholdigt mad, men kiloene kom på igen – nogle af dem fordi, at min krop ikke trivedes. Læs mere om hvorfor her.

 

Jeg kom dog ud af min kedelige (og meget farlige) overvægt, og jeg glæder mig virkelig til at følge Camilla, som har vundet et vægttabsforløb. Hanne Juul, som er diætisten bag denne flotte præmie har en veltrængt ferie lige pt., så Camilla starter sit forløb op efterfølgende.

Hvis du vil læse mere omkring vægttabsforløbet, og Camilla, som vandt kan du blot klikke her.

 

 

Det ville være super dejligt, hvis du fandt mig på Instagram og Facebook, hvor der også vil være lidt forskelligt at læse:

Facebook: Gladmor.dk

Instagram: Gladmor