De pinlige øjeblikke med børn

Værsgo – du har PCO, du er for tyk, og du får aldrig børn!

I meget grove træk var det den besked, jeg fik som 21årig. Hårdt og brutalt, føltes det som dengang. Et slag i ansigtet, og jeg gik i en mærkelig form for trancetilstand resten af dagen.

Jeg kan huske, at jeg spurgte om det så var 10 kilo, jeg skulle af med for at gøre min krop sund. Lægen kiggede ned af mig et par gange, og sagde på en venlig, men bestemt måde: “Marie, det er MINDST 10 kilo vi taler om”. Øh jamen okay så – hvad siger man lige til det? Efter utallige forsøg på vægttab i årevis, var det lidt uoverskueligt at få fortalt, at man smadrer sin krop ved at være overvægtig – for hvordan får jeg de kilo væk hva’ hr. læge som burde vide alt?! Alle de mirakelkure der var på markedet hjalp jo ikke en dyt (og jeg har prøvet en del af dem – det kommer jeg mere ind på en anden gang). Lægens svar var bare, at jeg skulle spise sundt og røre mig. Og så tænkte jeg – imens jeg havde mindre pæne tanker omkring lægen:” Hvad filan tror du jeg har prøvet på i flere år dit kvaj?!?”

Det er ikke mange der kender til PCO eller PCOS, og jeg var helt på bar bund, da jeg fik slynget det i hovedet. Jeg syntes dengang, at det lød som et utroligt dårligt rockband, og måtte derfor bruge lang til på at sætte mig ind i, hvad min krop egentligt fejlede.

Dertil blev mine fremtidsønsker omkring børn manet til jorden, hvilket rystede min verden, da jeg altid havde vidst, at jeg på et eller andet tidspunkt gerne ville have børn. Så at være 21 år, og få at vide; børn er ikke en mulighed hverken nu eller i fremtiden – den var hård.

Hvad er PCO?

Lad mig starte med at sige dette; Det er ikke en dødelig sygdom, men den kan skabe store gener i ens liv.

Hver 5. kvinde i den fødedygtige alder har PCO, og utrolig mange har det uden de ved det.

PCO er en underlivssygdom. Det står for polycystiske ovarier, som betyder æggestokke. Der dannes for mange ægblærer i æggestokkene, og i stedet for at de fordeler sig i hele æggestokken, ligger de som en perlerække i yderkanten, hvor midten er fyldt med tæt væv.

Det kan man sagtens leve med uden det giver nogle gener, og derfor er der også mange, der aldrig finder ud af at PCO er i deres krop.

Hvad er det så der giver gener?

Det er PCOS.

S’et står for symptomer. Da PCO sagtens kan udvikle sig til PCOS, hvor der er symptomer og gener til stede.

Hver 7. kvinde i den fødedygtige alder har PCOS.

Tegn på PCOS:

  • Forhøjet mandlig kønshormon i blodet og/eller
  • Manglende eller sjældne ægløsninger.

Tegn på forhøjet mandlig kønshormon i blodet:

  • Tendens til øget hårvæks. Det kan være dunet skægvæks i ansigtet eller decideret skæg i ansigtet. Der er måske også en øget behåring på kroppen. Derimod kan håret på hovedet blive tyndt.
  • Øget tendens til uren hud og acne.

Tegn på manglende eller sjældne ægløsninger:

  • Cyklus er helt ved siden af. Der kan gå flere måneder i mellem en menstruation, og måske kommer den slet ikke.
  • Det er svært at blive gravid.

Hvilke gener giver det? – udover at man muligvis har svært ved at blive gravid

Det er jo ikke alle der har et ønske om børn, og derfor kan PCO eller PCOS virke som en lille bagatel, men det kan jeg så understrege; det er det ikke.

Udover barnløshed kan der nævnes tendens til overvægt.

Jeg har hele mit liv kæmpet med vægten, og jeg forstod aldrig hvorfor at jeg nærmest bare skulle tænke tanken; flødeskumskage – og så voksede min mave (ikke på den graviditetsagtige anstændige måde, men på den meget afslørende du-burde-nok-have-stoppet-med-at-spise-for-15kg-siden måde) – og jeg var så frustreret!

Men det er desværre en kendsgerning, at PCOS gladelig hjælper en i retning af overvægt, og meget af fedtet sætter sig på maven. Pga. de forhøjede mandlige kønshormoner sætter det meste fedt sig på maven, som den mindre skønne æblefacon. Og den æblefacon kan sagtens også være der, selvom man ikke er overvægtig. 70-80 % af kvinder med PCOS er overvægtige, og da det forværrer kun PCOS at være overvægtig, kan man roligt sige, at det starter den onde cirkel.

Derudover er der en øget chance for diabetes type 2 og hjertekar-sygdomme for alle med PCOS – om man er overvægtig eller ej.

Kommende indlæg

Da PCO fylder meget i mit liv, vil jeg løbende lave indlæg omkring mit liv med PCO. Det vil være kost, børn, frygten for diabetes og hjertekar-sygdomme. Dertil skal man leve med det faktum, at PCO(S) er arveligt, og det gen giver man muligvis videre til ens børn.

Til trods for den besked jeg fik som 21årig omkring, at børn ikke var muligt, vil jeg nu sige; det er muligt. De 3 læger tog fejl.

Jeg har en søn på 2 år, og han er et levende bevis på, at børn er muligt med PCO(S), men det kræver at man virkelig sætter sig ind i PCO(S) – og trækker på noget hjælp.

Dertil knækkede jeg koden for en måde, at tabe sig på, hvor PCO(S) kunne følge med. En måde så man spiser, så PCO(S) begynder at behandle ens krop bedre. Jeg tabte over 30 kg. på 6 måneder. Der vil komme indlæg løbende omkring dette.

Hvor kan du læse mere om PCO og PCOS?

Jeg kan anbefale www.pcoinfo.dk, hvor der står meget brugbart.

Hvis du ønsker at tale med mig omkring PCO eller PCOS, er du også meget velkommen til det.

Afslutningsvist vil jeg sørge for (når jeg bliver lidt mere blog-kyndig, da den bestemt ikke gør alt hvad den får besked på lige pt.) at lave et direkte link til en beskrivelse af PCO(S).

Det ville være super dejligt, hvis du fandt mig på Instagram og Facebook, hvor der også vil være lidt forskelligt at læse:

Facebook: Gladmor – bloggersdelight

Instagram: Gladmor

untitledfdfd

6

  • Hej Gladmor.
    PCO er en bitch. Jeg har to dejlige unger – trods PCO’en. Da vi forsøgte første gang, ville jeg ikke generer manden alt for meget med det mosevand han løb rundt med, så vi prøvede og prøvede. Efter to år lykkedes det endeligt.

    Efter 3 år var jeg klar til nummer to. Efter 1 års forsøg, tog jeg til lægen og fik beskeden: “Du har PCO” og så gav det jo pludselig mening, at den første også var længe undervejs. Fra nummer et til nummer to, havde jeg taget 15 kg på. Dem tabte jeg – holdte dem af i 1 år – og vupti – lillebror dukkede op. Reelt havde jeg opgivet – og skulle til gynækolog dagen efter for at får evt. hjælp til at blive gravid. Turen hos gynækologen blev istedet et kik ind til min søn, der grundlæggende ikke var ret meget andet end et bankende hjerte <3

    Idag ønsker jeg kun at holde symptomerne nede. Jeg er 44 og vil ikke have flere børn. LCHF minder meget om det, PCOmad, jeg læste om for 14 år siden: Det er først og fremmest de hvide kulhydrater, der driller for PCO-piger. Så idag forsøger jeg at spise low-carb/LCHF – da det hjælper på alle symptomerne – ligesom det også holder vægten i ave.

    Tillykke med dit vægttab – og ikke mindst din søn! Det kan lade sig gøre.. Også selvom det er benhårdt. (Og skide snyd! For vi bliver jo netop fede af ting, andre mennesker kan æde i tonsvis)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Gladmor med PCO

      Hej Pernille.
      Ja den PCO er en bitch 😉
      Dejligt at læse, at du lige gav PCO’en baghjul med vægttab og børn.
      For det er nemlig helt rigtigt, at vi nærmest bare skal kigge på det forkerte mad, og så tager vi på af det. Og det forkerte mad spiser alle andre konstant.
      Men heldigvis kan man jo holde symptomer og gener nede, og meget PCO-venligt mad er super lækkert – har jeg erfaret.
      Tak for dine søde ord, og dit input.
      God aften 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Katrine

    Kære Gladmor
    Faldt tilfældigvis over din blog på facebook og efter at have læste dette blogopslag, sad jeg med en flashback følelse, da jeg som 18 årig var til lægen og fik samme besked som dig.
    Husker tydeligt den dag selvom det nu er 7 år siden, var selv i chock resten af dagen.
    Synes det er super fedt, at du laver en blog om dette emne, så der kan være mere fokus på PCO.
    De bedste tanker her fra 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Gladmor med PCO

      Hej Katrine.
      Tak fordi du tager dig tid til, at skrive din kommentar.
      Jeg synes det er så fedt, at høre fra andre der har haft samme oplevelse som mig – til trods for, at oplevelsen ikke lige var særlig fed.
      Jeg er glad for, du synes bloggen er god, og du skal være mere end velkommen til at følge med 🙂

      Kh Marie

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Michelle Eckert

    Hold nu helt kæft, (undskyld mit sprog) hvor er du bare fantastisk! Har så meget respekt for, at du tør være så åben omkring noget, som normalt er et kampe tabu for mange mennesker! Har så meget respekt for, at du har taget kampen op, og opnået de ting, som du fik af vide var umuligt! Respekt til dig, du er og bliver et kæmpe forbillede for så mange kvinder, især dem der står i samme situation! Ønsker dig al’ held og lykke fremadrettet! <3

    ♥ –
    http://thewriter.bloggersdelight.dk/

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Gladmor med PCO

      Tusind tak for din kommentar. Den betyder mere end du aner 🙂
      Det er dejligt at se, at dét jeg tænkte kunne være aktuelt at blogge om (jeg er jo ret ny i den her store blog-verden), rent faktisk også er aktuelt for læseren. Rigtig god dag til dig!

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

De pinlige øjeblikke med børn